Jeg har længe gerne vil skrive om ‘bagsiden’ af medaljen. Efter at jeg har læst artiklen i november måneds udgave af UD&SE (se tidligere indlæg fra d 7/11) har jeg virkelig lyst til at fortælle min historie – og jeg vil gøre det ærligt og åbenhjertigt.
FEBRUAR
15. februar 2013 var den dag hvor jeg besluttede at jeg ville stille op. Smertefri efter diskusprolaps og slet ikke til at skyde igennem. Den dersens træning kunne bare komme an. Jeg fik et par betænkningsdage og skulle lige afklare det med kæresten. For jeg vidste at det ville også kræv en del opmærksomhed fra ham.
MARTS
Jeg startede diæt d. 4. marts og vejede dén morgen 76,1 kg med en fedt% på 20. Når jeg så ned af min krop, kunne jeg slet ikke forstå, at jeg 7 måneder senere skulle stå i mit livs form på scenen til Newcomers. Birgitte havde jo valgt mig til at være en del af teamet, og det er hende der har de professionelle øjne, så jeg havde 100% tillid til at mit mål var realistisk. Selvom at jeg havde meget kortere tid end de andre, så kunne det godt lade sig gøre. De andre var startet med at træne op i oktober 2012. Jeg følte derfor at jeg havde travlt og var derfor fuldstændig opsat på at jeg ville overholde kost- og træningsplanerne til punkt og prikke. Der skulle ikke kunne sættes en finger på NOGET. Jeg har meget en alt-eller-intet-tankegang – så nu var det ALT.
I starten af diæten var jeg virkelig overrasket over, hvor meget mad jeg skulle spise. Selvom at min plan var på ca 2000 kcal, så var det meget mere mad end jeg var vant til, og jeg var slet ikke vant til at få så mange proteiner. Det skulle min mave lige vænne sig til. Der blev virkelig gået til den til træning. Jeg er overbevist om at min prolaps i bagagen holdte motivationen oppe. Jeg følte mig ikke sulten og var fuld af energi. Samtidigt kunne jeg se på vægten og spejlbilledet at det gik den rigtige vej. Det var mere tidsaspektet, hvor jeg var presset. Job (nogle gang 12timers vagter), handle ind, træning 2 gange dagligt og planlægning af 7 måltider. Sidst i marts startede jeg morgencardio. Det virkede SÅ uoverskueligt for mig at med 5 måneder igen skulle jeg – hver F***** morgen, ud af fiskassen tage min BCAA og koffeinpiller og trave byen tyndt i 45 min. Tankerne begyndte så småt med – er det virkelig det her værd? Et kvarter på den skide scene og alt det planlægning og tid… Jeg blev jo ved – var fuldstændig drevet af det min veninde Line præsterede året tidligere (vandt også Newcomers og DM). Når jeg synes at det hele blev røvsygt, så tænkte jeg på hende og blev sindsygt motiveret. Så tak Line =)
Billede taget ved diætstart og efter 10 uger.
APRIL
Det viste sig at jeg ramte et plateau. FÅK – vægten stod stille på 68-69 en HEL måned. Jeg var virkelig frustreret. Fandt ud af at min krop holder meget væske ved stress. Så da jeg begyndte at passe mere på mig selv ved at sige fra til sociale arrangementer og bogstavelig talt lægge mig derhjemme og slappe af, rykkede det virkeligt. Så fra at være ‘foran i planen’, stod jeg virkelig og havde travlt med at smide det sidste. Det motiverede mig egentlig bare til at presse mig selv 100% HVER GANG. Det hele gik op i forberedelse af måltider, træning og planlægning af tid. Jeg brugte ca 1,5 time dagligt på at lave mad. Jeg kan huske at jeg tabte noget på køkkengulvet under madlavning – og tænkte; ‘Jeg venter med at samle det op – for hvis jeg nu taber noget igen, så kan jeg samle begge ting op samtidligt og derved spare tid!!!’ Ja, det sq langt ude.
Madpakke til 2 dage.
MAJ
Så kom den første reaktion fra min krop om – ‘hva’ fanden er det du har gang i?’ Et døgn med 40 i feber. FÅK jeg var skidt. Selvfølgelig skulle det falde sammen med en spisedag)*. Følte mig bare SÅ ærgerlig – kunne SLET ikke overskue træning. Fik at vide at skulle springe dagens træning over og få sovet. Hvilket jeg så gjorde (også den eneste gang i hele forløbet). Dagen efter – næsten frisk – var jeg på farten igen. De tog et par dage inden jeg var helt rask. At jeg følte mig sårbar og at en sygdom kunne gøre at jeg ikke kunne komme til at stille op, gjorde virkelig at jeg begyndte at passe rigtig godt på mig selv. Det var endda svært for folk tæt på mig at forstå mine fravalg, og jeg brugte mange timer på at forklare mit valg. Min menstruation udeblev også denne måned og jeg begyndte at forstå at det er sq ikke for sjov det her.
)* Jeg havde under hele forløbet 4 spisedage – eller nærmere aftener. Fra kl 17 og frem til sengetid var ALT tilladt. 4 dage efter min første spisedag, havde jeg så ondt maven at jeg følte at jeg havde drukket syre. Jeg fik at vide at det er en meget normal reaktion fra kroppen. Spisedage er kort beskrevet for at sætte gang i forbrændingen i en periode hvor kroppen blever presset til det yderste. Også set som et reload. Der blev virkelig spist igennem – selvom at jeg var overdrevet mæt gik jeg alligevel igang med B&J, men gav op 1/2vejs. Dagene efter en spisedag får man et rigtig godt pump på musklerne og sindsygt meget energi til træningerne. Så fed følelse. Jeg havde min sidste spise dag d. 8. juni. Altså 3 måneder inden den første konkurrence. Så 3 måneder med kostplan – uden hvad der ligner sukker eller gluten.
JUNI
Jeg har under hele forløbet ført dagbog – tanker og logbog fra ALLE træningerne. På side 1 har jeg tilbage i januar skrevet. ‘FARVEL SUKKERGRIS – GO’ DAG SUPER FIT PIGE =) 2013 – MY YEAR <3′. Det er sq meget fedt at kigge tilbage på – min drøm gik i opfyldelse.
D. 10. juni har jeg skrevet; ‘Det har været en vild uge. 65,8 til morgen og minus 11 om cm om hoften siden 4. marts og godt 10 kg. Når jeg kigger ned af mig selv kan jeg slet ikke forstå, at det er mig – specielt når jeg kigger på min lår. Mine tanker går mest på hvor fantastisk jeg har fået det af det her (ingen uren hud og super dejlig fornemmelse i kroppen). Havde li et raserianfald torsdag, men ellers går det meget godt med diæten. Jeg har fået lov at låne Line’s bikinier – og jeg kunne passe dem!! WUPWUP =) !!’ …
Jeg kan også huske at jeg tænkte, at de bikinier forpligter … (og dét gør de stadig 
!! ).
Jeg blev også sat ned i kcal, og jeg synes ikke at jeg følte mig sulten. Jeg havde under hele diæten ‘fri leg’ med grøntsager og måtte spise ALLE dem jeg havde lyst til. (Psst… Det giver forresten en forfærdelig masse luft i maven!!)
I juni var jeg også på mit første poseringseminar. Det var første gang hvor jeg skulle se de andre konkurrenter. Meget spændende dag, hvor man virkelig fik lært at alt det sjove sker, når man kommer ud af comfortzonen. Stille op i bikini i – hvad der slet ikke ligner konkurrence form – og samtidig lige fremfører en slet ikke færdigpudset T-WALK. Efterfølgende fik jeg set billeder og kunne godt at formen var begyndt at vise sig.
Billedet til venstre er taget 11. januar 2013. Det andet er taget d. 22 juni til poseringsseminar.
JULI
Jeg elsker is og sommer. Eftersom is ikke er en del af diæten, så må jeg ‘nøjes’ med sommer. Det fik jeg så også i dén grad… FÅK hvor var det bare fuldstændig uudholdeligt at træne i 30 grader. Man skal jo ikke klage, men det gør jeg sq alligevel. Jeg drak 6-7 liter vand dagligt og var nødt til at komme afsted så tidligt på dagen som muligt. Hvis jeg ventede med dagens anden træning til sidst på eftermiddagen, var jeg fuldstændig energiforladt. Varmen gjorde mig SÅ træt at ikke engang energipiller kunne få mig igang. Dog gik jeg aldrig fra en træning med en følelse af at jeg ikke havde givet mig 100%.
Til koncert er det svært at overholde kostplan – en bøtte rejer havde været i fryseren og var stadig kolde lige inden Robbie W.
I Juli forsøgte vi os også med en uges ferie i Klitmøller hos Onkel Lone og i København i forbindelse med Robbie Williams koncert. Hold nu kæft hvor skulle der meget planlægning til. Søndag skulle vil køre fra Klitten og til KBH. Så tidligt ind til Thisted i FW og træne og tilbage til Klitmøller for at spise og lave måltid til bilen, inden vi skulle køre. Jeg var nødt til at tage styrketræningen først, for når vi ville ramme KBH ville der ikke være et center der havde åbent. Efter en 5 timers køretur – ‘sprang’ jeg mega træt i trænings tøjet for anden gang dag dag og powerwalkede en time. Jeg var fuldstændig kvast og sov som en baby om natten. Dagen efter var det jo morgenpowerwalk igen – på tom mave – hjem, spise morgenmad og så på strøgtur i 30 grader. Vi var hjemme ved 17tiden. Jeg havde INGEN energi. Hele min krop summede og jeg havde ondt OVERALT. Vi havde planlagt at vil skulle ud at spise. Nils har tidligere boet i KBH og ville have mig med til sit gamle hood og han ville gerne spise på ‘klubben’. Jeg var derfor nødt til at spise aftensmad hjemmefra, så jeg havde travlt med at få overstået min powerwalk. Jeg glemmer aldrig den tur. Jeg tuede HELE vejen fordi jeg var så træt – dén bikini og dén scene kunne bare skide mig sådan et stykke… Jeg faldt sammen i entreen og lå og rystede, da jeg kom hjem i lejligheden til Nils og sagde at var nødt til selv at tage afsted. Det var han jo selvfølgelig ked af, men han kunne godt se at jeg ikke var meget værd. Jeg ramte virkelig bunden og var tæt på at give op, men fik vendt næsen i på sporet igen. Der var jo kun 6 uger igen… Efter følgende har jeg sagt, at jeg tager IKKE på ferie igen under en diæt. Så hellere holde fri derhjemme. Måske ville det have været en bedre oplevelse at holde ferie tidligere i forløbet.
Sixpaken begynder så småt at vise sig.
AUGUST
Jeg havde den luksus at jeg kunne bo hos svigermor og dermed kunne være med til dette års SMUKFEST, ellers ville det slet ikke have været muligt at tage afsted. Med 4 uger til Newcomers, var jeg virkelig begyndte at blive træt, som i HELE tiden. Jeg sov gerne 11-12 timer om natten. Og ALT skulle skrives ned for at jeg kunne huske det. Jeg har gemt nogle af sedlerne – så jeg ved nu, at det virkelig var ALT.
Under festivallen startede jeg med morgencardio ved 12 tiden og efterfulgt af morgenmad, afsted til et par koncerter – inden den igen stod mad og en 1,5 times lur og dagens anden træning og en eller 2 koncerter inden det var hjem i fiskassen igen, for at være frisk til dagen efter. Jeg hyggede mig, men blev også hele tiden mindet om, at hvor meget jeg savnede at være social. Bare dét at være sammen med andre mennesker var blevet helt fremmed for mig, fordi det var så længe siden. Jeg begyndte at glæde mig til at få energien tilbage og dermed også tid til at være sammen med de mennesker jeg holder så meget af. Nu var jeg komme SÅ langt – så skulle jeg også kunne holde den sidste tid ud.
Til festivallen var der mange der hele skulle spørge til, hvor træt at det jeg måtte være at skulle være ædru. Jeg havde meget større længsel efter at være sammen med de mennesker jeg holder af og have det sjovt. Jeg nød virkelig at være sammen med alle de skønne mennesker under festivallen og var helt ligeglad med at de var fulde. Så ja en meget anderledes festival, men alligevel al besværet værd.
Min Mors 50 års fødselsdag blev fejret 2 uger før NC. Det var den eneste gang jeg var til et social arrangement med familien i juli/august måned. Jeg var allerede totalt kørt midt over kl 21, men jeg blev der til midnat, da jeg ikke kunne få mig selv til at gå fra festen så tidligt. Søndag var jeg bare en zombie og en skygge af mig selv – det eneste jeg kunne tænkte på var at spare energi til træningerne.
På det tispunkt fik jeg planen op til Newcomers – kun slet ikke forholde mig til at nu var det sidste bentræning, sidste cardio og sidste alt muligt andet. Vildt nok.
Januar / April / 4 uger før Newcomers.
SEPTEMBER
Hvis jeg havde haft sommerfulge i maven tidligere, så var det ingenting sammenlignet med sådan som jeg havde det de sidste par uger op til Newcormers. Alt var nyt, spændende og anderledes. Jeg var (ærligt) meget forelsket i det jeg så i spejlet, men havde samtidigt en meget ambivalent følelse – jeg var så træt indeni og havde ikke overskud til andet end at overholde mine kost- og træningsplaner. Det var en helt speciel følelse – jeg følte at jeg boede i den flotteste krop, men jeg kunne intet med den… (hele forløbet op til newcomers kan læses her; http://msmille.com/2013/09/15/guld-det-er-for-vildt/).
LÆNGE CRAVEDE P-TÆRTER EFTER NEWCOMERS….
OKTOBER
Der var 4 uger mellem de 2 konkurrencer. Jeg havde fridag om søndagen efter NC og måtte spise lige hvad jeg ville EN HEL DAG… Mandag var jeg på den igen… Shit det var hård at komme igang, men jeg var nødt til det og motiveret som aldrig før. DM var lige om hjørnet og den skulle have fuld gas. Denne gang vidste jeg nogenlunde hvad jeg gik ind til mht hvad jeg skulle forvente af forløbet – hvornår, hvad og hvordan. Jeg var så heldig at PUREPHARMA valgte at forsætte deres sponsorat med kosttilskud frem mod DM – virkelig fedt.
1 dags madpakke.
De sidste uger op til var jeg fuldstændig energiforladt, meget mere end til NC. Det skyldes at jeg var længere nede i fedt% – jeg tabte yderligere 1,5 kg og stod med en fedt% på ca 6 på konkurrencedagen. Jeg husker de sidste uger som en let tåge fordi jeg var så træt. Sov jeg mine 12 timer om natten – så var jeg nogenlunde kørende om dagen. Jeg fik energien gennem motivationen. Jeg havde lavet et afkrydsningsskema – 46 træninger skulle jeg igennem inden DM – det gjorde jeg – pånær een – måtte lige erhverve mig en forkølelse. Immunforsvaret er meget påvirket med en lav fedt%, derfor er det meget nemt at blive smittet. Jeg var grædefærdig – og tænkte at nu ville DM ryge. Jeg var knust. Senere til formtjæk hos mine trænere, fik jeg at vide at min forkølelse havde gjort mig endnu skarpere. Nå, fedt!! Jeg var virkelig overrasket. Ikke fordi at de så mig syg, men dejligt at de ikke havde haft negative konsekvenser. Godt nok sprang jeg en enkelt træning over. Men jeg havde også en 5-6 træninger efterfølgende hvor jeg var småsyg. Når jeg ser tilbage kan jeg godt forstå hvorfor folk tæt på mig var nervøse for min tilstand. Jeg forsikrede dem at ventede DM ikke lige om 2 uger, havde jeg også ligget i min seng. Heldigvis nåede jeg at blive helt rask inden jeg skulle på scenen.
Dagene op til konkurence boede jeg på mine træneres sofa. Jeg er dem dybt taknemmelig for alt hvad de har gjort for mig. Det gav virkelig den nødvendige ro, at have deres opmærksomhed rette mod at min form bare skulle spille.
De er heldigvis ikke af den opfattelse at væskeudtømning gavner. Hvis formen ikke er der en uge før konkurrencen, kommer den heller ikke af en væskeudtømning. (Groft sagt drikker man ved en væskeudtømning uanede mængder i 4 dage. Når man stopper med at drikke vil nyrerne være overaktive og dermed forsætte med at dræne væske fra kroppen… Jeg er glad for at jeg slap for det.)
Fredag efter indvejning stoppede jeg med at drikke og lå faktisk på Birgitte og Caspers sofa indtil vi skulle afsted søndag morgen. Lørdag morgen startede jeg up-carbing med hurtige kulhydrater, spiste hver 1,5 time og poserede for Birgitte og Casper. Hele lørdag havde jeg en vanvittig hovedpine. Når jeg satte mig op dunkede det, så det gjorde jeg kun når det var allermest nødvendigt. Jeg indtog jo ingen væske, så jeg skulle heller ikke på toilettet så meget. Natten til DM var jeg bange for at jeg ikke kunne sove af ren nervøsitet, men fik mig tilgengæld en dejlig lang nattesøvn og vågnede op uden hovedpine med de vildeste sommerfugle i maven.
Dagsformen inden farve.
Jeg fik det første lag farve og ordnede foundation hjemmefra. Jeg skulle heldigvis ikke til forbedømmelser, så det var direkte i finalen – YAY =) Det var dejligt med så godt tid. Birgitte var virkelig fantastisk og skabe en ro hele dagen, som virkelig er prisværdig, når nerverne slet ikke er til at styre.
Jeg var den sidste atlet på scenen. Jeg sagde til Mikkel (konferencier), at ‘man gemmer det bedste til sidst’. Det viste sig jo at jeg fik ret. Og hvilken oplevelse på den scene, får sq helt tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Jeg havde ingen anelse om at jeg ville vinde. Og jeg var fuldstændig overvældet da jeg kunne sætte kronen på værket. Alt det hårde arbejde endte i glædestårer, da jeg stod på scenen kunne jeg slet ikke holde tårene tilbage. Dén følelse er ubeskrivelig.
Jeg kunne knap nok nå at nyde det inden jeg skulle på scenen igen til overall. Den fik jeg desværre ikke, selvom at jeg mener at jeg skulle have haft den. Punktum.
Der var så mange der var med i Herning og jeg virkelig SÅ glad og beæret over den store opbakning. Jeg kan slet ikke takker Jer nok <3
_______________________________
Jeg har bedt min dejlige mor skrive om, hvordan hun oplevede mig under konkurrenceforløbet, for at gøre det mere ærligt og autentisk;
“Da Mille fortalte mig at hun havde valgt at stille op til konkurrence, synes jeg at det var så fedt. Jeg vidste ikke helt hvad det indebar, men synes at det var fedt at hun havde sat sig et mål med sin træning. Mille brugte tid på at forklare mig hvad der skulle ske – om kostplaner, træning og diæthjerner. Efter at hun ikke havde prøvet det før, så lovede jeg hende at jeg nok skulle være der og støtte hende, når hun havde brug for det. Jeg ved at når hun sætter sig at mål, så gør hun det 100% – alt eller intet.
I starten var der meget træning og når kom på besøg, havde hun altid selv sin mad med. Det var store portioner hun skulle spise og så så det jo vanvittigt lækkert ud. Jeg var ikke bange for at hun ikke fik nok at spise. Jo tættere hun kom på konkurrencen kunne jeg se at hun blev mere glad og tilfreds med sig selv – og det smitter jo af. Jeg så ikke meget til hende i månederne op til Newcomers, der var meget træning og jeg blev nødt til at forstå, at når hun endelig havde tid til det, så skulle hun slappe af. Vi snakkede dagligt i telefon og jeg kunne mærke at hendes energiniveau faldt betydeligt jo tættere hun kom på konkurrencen.
Jeg blev virkelig bange, da hun var på ferie i København og ringede til mig efter en powerwalk, hvor hun havde tudet hele vejen fordi hun ikke havde energi til at gennemføre, men gjorde det alligevel. Hun var virkelig presset og jeg havde lyst til at tage over at hente hende. Mille beroligede mig med at hun skulle have en 12 timers nattesøvn – så var hun klar igen. Hun ringede til mig næste morgen og søvn havde virkelig gjort underværker. Jeg mener ikke at det kan være sundt at presse sig selv derud, og jeg tager virkelig afstand fra det. Som Mille siger, så er det dét der skal til og så har jeg ikke meget andet end at sige, at jeg er der for hende.
Jeg blev bekymret i ugerne op til konkurrencen, da jeg synes at hun begyndte at se meget afpillet ud. Mille beroligede mig at det var dét der skulle til for at stille op og at hun ikke skulle blive ved med at have sceneform bagefter. Da jeg senere fik at vide at hun ikke måtte drikke væske i 2 døgn op til – blev jeg meget urolig. Nu oplevede jeg hende helt tæt på de sidste dage op til begge konkurrencer og synes i bund og grund at hun klarede det meget godt. Hovedpinen var forståeligt nok og jeg tager dybt afstand fra sceneformen, det er simplethen ikke pænt. Jeg ved nu, at det nu engang er sådan hun skal se ud for at vinde.
Jeg er meget stolt af hende og det hun har præstereret. Det er enormt hårdt for kroppen og jeg har til tider været meget bekymret for hende. På den anden side så har vores egen kronprins gennemført en ironman og det er også hård træning der skal til. Jeg er nu glad for at få min ‘gamle’ datter igen, der går slikskabet når hun kommer på besøg (nogle gange ihvertfald). For hun spiser stadig sundt og træner nu på et meget mere acceptabelt niveau.”
Så vil jeg bare lige sige TAK FOR EVIGT, Mor <3 (- og for de SUPERLÆKRE hjemmelavede snickers !!)
Når jeg ser tilbage og revurderer min beslutning er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil gøre det igen. Jeg fortyder intet. Det har haft store omkostninger – men jeg vil overhovedet ikke være oplevelsen foruden. Det har var en helt fantastisk rejse. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke vil gøre det igen. Det bliver bare ikke lige nu eller i ’14.
X M
